WEC-Danmark byder på World Energy Congress 2013

Print

WEC Danmark har besluttet at give tilbud på at afholde den 22. Verdensenergikongres i København i 2013.

Initiativet er inspireret af de aktuelle energipolitiske udfordringer, en ny dansk energioffensiv af internationalt tilsnit og den generelle fokus på energi og miljø i global sammenhæng, bl.a. i forbindelse med COP15-topmødet i 2009. Bag initiativet "Copenhagen2013" står WEC-Danmark, Wonderful Copenhagen og et konsortium af garanter bestående af ledende danske energivirksomheder med DONG Energy i spidsen.

WECs verdenskongres samler topledere fra de globale energivirksomheder, regeringer, internationale organisationer, medier og forskere til drøftelser af tidens strategiske energispørgsmål. Der er i hovedsagen tale om en energipolitisk konference, men den har også et væsentligt energiteknologisk element, herunder en omfattende udstilling af energiudstyr og services. Deltagerantallet forventes at være minimum 4.000 delegater samt udstillere, ledsagere, besøgende på udstillingen, presse, etc. i alt op til 10.000 personer.

Verdensenergikongressen finder sted hvert tredje år i regi af den globale organisation World Energy Council med hovedkvarter i London, se www.worldenergy.org.

Afstemningen om destinationen for WEC2013 finder sted ved WECs årlige generalforsamling i Mexico i november 2008, hvor Danmark skal samle mindst 47 stemmer for at vinde WEC2013 til København. Danmark konkurrerer med tilbud fra Sydkorea og Sydafrika. Konkurrencen fra disse destinationer er ganske betydelig. Såfremt kongressen kommer til København vil det være første gang, den afholdes i Skandinavien.

WEC-Danmark er den danske medlemskomite i World Energy Council (WEC) og består af en bred kreds af de ledende danske energirelaterede virksomheder og organisationer.

Yderligere oplysninger hos WEC-Danmarks sekretariat på 4516 9600 eller wec@wec.dk.